Rodspidsamputation
Hvad er en rodspidsamputation?
En rodspidsamputation er et kirurgisk indgreb på en tand, der foretages, hvis en almindelig rodbehandling ikke er lykkes med at få bugt med infektionen omkring rodspidsen. Årsagen til en mislykket rodbehandling skyldes ikke nødvendigvis, at den er dårligt udført, men kan også være forårsaget af biologiske faktorer som f.eks. ekstra små rodkanaler.
Går en rodbehandling ikke godt, er der to muligheder for at behandle tanden. Den ene er, at man forsøger med en ny rodbehandling, såfremt det skønnes, at det er muligt at forbedre rodbehandlingen. Den anden behandlingsmulighed er så en rodspidsamputation.
Sådan foregår en rodspidsamputation hos os:
Alle rodspidsamputationer foretages af vores kæbekirurg, som er specialtandlæge i Tand-Mund-Kæbekirurgi. Behandlingen består i et mindre kirurgisk indgreb med det formål at lave en tæt rodfyldning svt. rodspidsen, således at der ikke kan trænge bakterier ind eller ud af rodspidsen.
Før behandlingen
Indledningsvist kommer du til en konsultation hos din tandlæge, som tager et røntgenbillede af tanden og den omkringliggende knogle, så indgrebet kan planlægges nøje inden operationen.
På behandlingsdagen
Når du møder ind på klinikken, vil du blive taget godt imod af en af vores søde klinikassistenter, som vil følge dig ind til klinikrummet. Kæbekirurgen lægger en bedøvelse, så du er 100% smertefri under hele behandlingen. Der lægges et lille snit i tandkødet, så vi får adgang til knoglen. Herefter bores et lille hul i knoglen ved tandens rødder. Der skæres en lille del af rodspidsen af, hvorefter det inficerede væv kan renses ud. Til sidst forsegles roden igen, og der lægges et par sting, hvor snittet blev lagt.
Behandlingen afsluttes med, at du modtager grundig vejledning om, hvordan du skal forholde dig efter operationen. Hertil får du også udleveret smertestillende piller til at tage den efterfølgende ømhed.
Har du spørgsmål eller måske mistanke om, at din rodbehandling måske ikke er gået så godt som forventet, så kan du ringe til os og bestille tid til en forundersøgelse på: 33 24 79 33