Unge gambler med tandsundheden
Tænderne ligger i sukker- og syrebad, når børn og unge over mange timer indtager store mængder af sodavand og energidrikke foran computerskærmen. Det kan føre til både syreskader og caries, advarer Tandlægeforeningen.
Cola, energidrikke og en stor pose slik. Det smager godt, giver et energiboost og indtages derfor ofte i stor stil, når børn og unge samles foran skærmen til computerarrangementer som fx Copenhagen Games, der foregår i København i påskedagene. Men når børn og unge holder energiniveauet højt ved fx at sippe til sodavand over mange timer, gambler de samtidig med deres tandsundhed, advarer Tandlægeforeningens formand, Freddie Sloth-Lisbjerg.
”Når man indtager store mængder af søde læskedrikke og slik over mange timer, udsætter man tænderne for et konstant sukker- og syrebad. Bakterierne på tænderne lever af sukker, som de omdanner til syre, der kan lave hul i tænderne, og syren i sodavand og energidrikke skader emaljen og kan give syreskader,” fortæller Freddie Sloth-Lisbjerg.
Tandlægeforeningen har tidligere undersøgt sukkerindholdet i en række slik- og sodavandsprodukter, og kom frem til, at en halvanden liters cola indeholder, hvad der svarer til 75 sukkerknalder. Derudover viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet, at der ofte er 10-30 % mere sukker i energidrikke sammenlignet med sodavand.
Flere får syreskader
Syreskader er blevet mere almindeligt de senere år, og det er især unge, der rammes. Undersøgelser viser, at cirka hver sjette teenager har syreskader på tænderne. En del af forklaringen kan være, at både sodavandsflaskerne og energidrikkene er blevet større, og at mængden af energidrikke, der bliver solgt i Danmark, er steget markant. Flere drenge end piger får syreskader, og det kan hænge sammen med, at drenge bruger mere tid ved computeren, samtidig med at de indtager syreholdige drikke. En ny stor europæisk undersøgelse blandt 220.000 skolebørn i 42 lande, viser, at danske unge har europarekorden i at sidde foran computer og tv efter skoletid. Og de danske drenge på 11 og 13 år har en europarekord i tid, der går med computerspil.
Flere liter om ugen
Lucas Gramme, der er 18 år og går i 3.g på Teknisk Gymnasium i Hillerød, er en af de danske unge, som bruger mange timer hver uge på at spille computerspil. Han drikker typisk en halv liter sodavand eller energidrik hver anden dag, og der ryger mere indenbords til de såkaldte LAN-parties på skolen, hvor han konkurrerer mod andre unge i computerspil, der varer over mange timer. ”Jeg drikker typisk et par Faxe Kondi og Monster (energidrik) til de arrangementer, og det er nemt at få fat i, for de står ved en bod og sælger det på skolen,” forklarer Lucas. Han fortæller, at det er helt normalt, at de unge indtager en del energidrikke og sodavand til den slags events.
Undgå små slurke
Hvis det er lidt for surt at gå helt udenom slik, sodavand og energidrikke, kan man stadig gøre noget for at nedsætte risikoen for at få syreskader og caries. ”Undgå så vidt muligt at tage små slurke over lang tid, brug et sugerør når du drikker sodavand og energidrikke og husk at skylle munden i vand bagefter,” råder Freddie Sloth-Lisbjerg, som samtidig opfordrer forældre til at holde et vågent øje med, hvor meget de unge indtager og sætte nogle restriktioner, så forbruget ikke løber løbsk.
Gode råd til at undgå caries og syreskader
- Børst tænderne med fluortandpasta to gange om dagen i to minutter hver gang.
- Suppler tandbørstningen med brug af tandtråd, tandstikkere eller en mellemrumsbørste.
- Børst ikke tænder lige før, du får noget surt i munden og vent en times tid med at børste tænder, efter du har drukket/spist noget surt.
- Undgå søde mellemmåltider.
- Begræns indtaget af læskedrikke (fx sodavand, energidrikke, saft, juice, iste) – også light produkter.
- Drik læskedrikken hurtigt – ikke i mange små slurke over lang tid.
- Få læskedrikken hurtigt forbi tænderne – skyl den ikke rundt i munden.
- Drik læskedrikken med et sugerør.
- Drik hellere læskedrikke til et måltid end alene.
- Skyl munden med vand eller mælk, lige efter du har drukket læskedrikke eller spist syreholdige fødevarer.
- Gå regelmæssigt til tandlæge.
Blogindlægget er forfattet af Tandlægeforeningen i en pressemeddelelse.